At følge sit hjerte
At følge sit hjerte i tider, hvor det kan være svært at se, men fortsat nemt at fornemme. Det er dér, jeg bliver - i tilliden til det, jeg fornemmer, mærker og drives af fra min intuition. Der sker mange ting. Rødder rives op på det fysiske plan, og de gror sig stærkere i min eksistens og essens. Dét er ret vildt at mærke ~ når overgivelsen sætter ind, fordi man har sat sig til rette i den. Tillader den at ske. Følger med den rene virkelighed, og tør at bede om det, der kalder - i fuld tillid til, at alt der kommer ens vej, er lige det, man behøver. For alt, hvad vi behøver, har vi, og alt, hvad vi har, er alt, vi behøver. For der er en kilde af ren kærlighed, evigt tilgængelig for os. Og derfra er liv skabt. Derfra bliver drømme til virkelighed. Accepten kommer fra sjælen, og analysen fra egoet - så når vi lever med et smil på læben i accepten af virkeligheden, fordi vi ved, at alt der sker, sker for os, så kan analysen slippe, og vi kan overgive os til det rene nu ~ hvorfra alt sandt kan gro.