Tillid har vi altid

Tillid. Noget der altid er. Noget man kan føle, at man kan give væk. Noget man kan føle, at man skal passe på. Jeg har haft svært ved at have tillid. Til dem omkring mig. Men jeg ser mere og mere, at den største tillid jeg kan bygge, er til mig selv. Og så selvfølgelig det store hele. Men i fysisk form, er det mig, der er den. Den der kan gribe mig, hver gang jeg falder. Den der kan være der for mig, hver gang tårer triller på kinden. Den der kan være modig, når jeg skal gøre noget, jeg frygter. Den der kan vise mig selv kærlighed, i alle slags stunder. Det er mig, der er den. Den tillid skal bygges stærkere. Den tillid der er til mig fra mig. For den vil gøre, at tilliden til andre kan udvides. For uanset deres handlinger, ord eller andet ~ så har jeg mig. Så er tillid ikke længere farligt. For det er ikke noget, jeg kan give væk og miste. Det er noget, jeg er. Og det er virkelig betryggende. At have tillid som grobund for mit liv. Og det betyder ikke, at jeg ikke vil lade mig gribe af andre, eller at jeg ikke er dybt taknemmelig for de mennesker i mit liv, som jeg virkelig ved, at jeg kan regne med. For dét er jeg! Dybt taknemmelig for. Det ene udelukker ikke det andet. Men det ene kan ekspandere det andet. Og det føles dejligt. Det sætter et smil på mine læber. Et befrielsens smil. Tak.