Jeg var til FACESOUL-koncert i går (06.11.26). Magisk. Og der var nogle momenter, og sætninger, der virkelig sad fast - og som landede i mig (igen) - men på en ny måde. Han sagde på et tidspunkt: Choose love TODAY. Han talte om smerte, om mørke perioder, men valget om altid at kunne vælge kærlighed. Og det kan jeg spejle mig i i dag - en dag, hvor alt er lidt tungere, men det er okay. Og jeg vælger kærlighed. Jeg spørger: Hvad ville kærlighed gøre her? Og så gør jeg det. Følger hjerte-bevidstheden. Den er smuk, og dens agenda er altid ren. For som jeg hørte Peter Crone sige forleden: Real love has no agenda. Og jeg elsker det. Det føles så rent. Havde et meget fint møde forleden. Et menneske-møde altså. Jeg kunne spejle mig i hans smerte. En fellow krebs. Og jeg kiggede på ham. Med ren kærlighed og tro på, at han er god nok - lige som han er. For det er han. Det er alle i mine øjne. Og her kan nogle måske stå på bagbenene - og komme med alle mulige udsagn om, hvem der i deres øjne I HVERT FALD ikke er gode nok - og jeg forstår, men jeg forstår også helheden. At vi alle er en. Og det er kærlighed, der ser det. Der ved det. Der mærker det. Der er det. Så jeg er det. For...hvad ville kærlighed gøre her?
Alt i alt sidder jeg egentlig blot med følelsen om, at alt er okay. At jeg kan gøre det, mit hjerte kalder på. En pige opfordrede på Instagram om at give sig selv en måned til at følge alt det, sjælen kaldte på - uanset hvad omverdenen viste for en. Det kan ikke komme dårligt tilbage, og selv midt i en dag, hvor jeg mærker lidt mere tyngde i følelserne - så vil jeg bruge energien på en måde, der fodrer og nærer - mest nærer - min sjæl. For den er her for at blive, og en enkelt dag - i disse følelser - har ikke noget med den at gøre. Ikke ægte. Selvfølgelig er der udvikling, men jeg kender den. Den kender den. Havde dejavu for en lille halv times tid siden, og jeg observerede det blot. Lod tidslinjen udfolde sig, imens jeg forstod, at jeg havde været der “før”. Men ikke før som i fortid eller en fremsynet fremtid, men før fordi det også skete nu. Mens det skete. Det kan lyde lidt langhåret, men det dybeste vise sted i mig - forstår. Og det er det smukke. At være i verden på en måde, hvor vi - forstår, at vi - er kærlighed. Tak for at lytte med. For at læse med. Det elsker jeg. For jeg elsker at skrive. Og nu lever jeg af det. Lige her. I min form for lever. Også et sjovt udtryk egentlig: Kan du leve af det? Haha. Nå. Den tror jeg egentlig ikke, at jeg vil udfolde mere lige nu. Den får lov til at summe lidt i sig selv. Tak. For dig. Du er god nok. Lige som du er. Og jeg tror på det for dig, til du selv tror på den tro. For den er i dig. Troen. Visdommen. Det kan ikke være anderledes. Den bor i dig. Ligesom kærligheden. Som du også er <3