Ego-spiritualitet

Livet i bevægelse. Jeg hørte på et tidspunkt en podcast om ego-spiritualitet, og den satte noget helt nyt i gang i mig. Der var en tydelig sandhed i det for mig, og jeg blev og bliver opmærksom på, hvordan vi nogle gange kan fange os selv i at udøve en form for spiritualitet versus det at integreret være den. For den er, hvad vi er. Den er ikke noget, vi gør. Den er hvad, vi er født som. I hvert fald, hvis du spørger mig. Og det gør du jo ikke nødvendigvis, men her læser du med, så du får lov til at høre min delte sandhed. Tag altid det, du selv kan bruge ~ og lad resten være. Hvis det ikke taler til dig, var det nok ikke til dig. Jeg ser bare, at jeg kan fange mig selv i et gravearbejde, uden at komme videre med det, livet egentlig kalder på i mig. Jeg ønsker ikke at være fanget i en falsk-spiritualitet, og den er faktisk også begyndt at kede mig. Den var fin for en stund, for der er jo nok altid noget at finde, når vi leder. Men vi behøver ikke at lede. I hvert fald ikke for at være. Eller leve. Sandt. Så her giver jeg slip på alt det, der handler om at grave for at fikse. Der er intet at fikse. Blot alt at overgive sig til. Og det er så det jeg vælger. Overgivelsen.