Helt fri. Ligesom dig.

Jeg har brug for at tale med dig, for at forstå, hvad jeg lige nu går igennem.

Du behøver mig ikke for at forstå. Jeg er her jo hele tiden. For dig. Og med dig i det hele. Der er ingenting du behøver. Aldrig. Never. Du kan blot leve, men du lader dig fange af dit eget fangeskab. Hvorfor? Spørger du mig, men det er vidst nærmere mit spørgsmål til dig? Hvorfor? Spørger jeg dig. Nu.

Det er et godt spørgsmål, og fint, at det bliver reflekteret tilbage til mig. Det er jo i mig, at svarene ligger, og jeg ser, at dette er med til at rykke mig, men også verden. Den kollektive bevidsthed. At én sjæl er fanget, hjælper ingen. Hvis jeg er fri, er alle frie. For mig. I fangeskab. Jeg tror, at jeg har brug for en tårnhøj bevidsthed, der kan komme og rense mit system. Jeg føler mig alene. Det er nok den følelse, der er tydeligst for mig lige nu. Den følelse, jeg ofte lander tilbage i. Jeg ser den nu. Igen. Alene. Noget jeg ikke har lyst til at være. Noget jeg faktisk aldrig er, men altid - eller oftest føler mig. En følelse af at være alene. Være uden nogen eller noget. Men jeg har så meget. Er rig på relationer, på musik, på skabelse, på penge, på alt faktisk. Udover den rigdom, der ligger i at føle sig sammen. Hel. Sammen med nogen. Sammen med sig selv. Min helhed er altid til rådighed. Men hvad siger du mig?

At du er fundet hjem. Til din helhed. I dette øjeblik. Din ensomhed forsvinder i det sekund, du er er hjemme. I dig. Du behøver ingen. Du behøver intet. Og derfra kan du leve og skabe - eller blot være, for deri er livet og skabelsen. Se på mig, jeg skinner på dig fra det høje. Det er dét, jeg gør. Jeg skinner. Det lys, der er ment for mig. Hvad er dit lys? Og hvor kan du skinne det? For dig selv, og for andre? Forandre. Det vil det.

Jeg tror lige nu, at det er svært for mig at se formen.

Du er formen.

Det forstår jeg først nu.

Hvordan?

Hvad skal jeg skabe?

Dig.

Du er skaberen af dig. Og det er dig, du er - så hvad mere, skal du bruge? Ingenting. Dig. Er alt du behøver - ellers havde jeg givet dig mere. Du har alt, du behøver lige nu - også selv uden dine ord. Uden mine ord, har du alt. Du er alt, så derfor kan du blot gå igang. Det er du også. Her. I denne samtale. Med mig. Du er her, og det er her, du skal være. Se selv, hvordan du stoppede dit mønster. Blev i stilheden. Mærkede. Var i væren. Du behøver intet mere. Blot ren væren. Og alt det fysiske der forstyrrer dig er illusionen af, at du skal ændre på det. Det er også bare. Ligesom dig. Du er bare dig i denne verden. Det kan føles ensomt og tomt, men det er så fyldt, bare ved at være i dig. Se det. Du er fyldt. Et hus fyldt med guddommelighed. Du er en rejse i dig selv. En rejse ind i dig selv. Ud af dig selv. Ind i dig selv. Ud af dig selv. Ind i dig selv. Og sådan vil det fortsætte. Du mærker hele livet. Det der er rart. Det der smerter. Det der føles fyldt, det der føles tomt. Du er det hele, og det hele er i dig. Omfavn det, og du vil se, at du kan omfavne livet. I alt det er. Intet skal du væk fra. Alt skal du hjem til.

Tak.

Men jeg kan stadig synes, at det er svært. For jeg føler mig ikke hjemme. Jeg føler mig urolig. Fortabt. Alene. Og alligevel så fyldt, energisk og skabende. På én og samme tid. Det føles så modsat i mig.

Men du er modsat. Du er lige. Du er op og ned. Du er menneske. Se det. Dine ord flyder som mine. Sammen med mine. Du er mine. Jeg er dine. Vi er ens. To ens. Sammen. sAmMEN.

Jeg forstår denne verden, men så er der den fysiske verden.

Hvori du også er fri. Hele tiden. Hvad ønsker du at være fri til, som du ikke føler dig fri til lige nu?

Jeg føler mig spærret inde i min krop.

Her er det sjælen, der taler. Men det er kroppen, der i den. En følelse af ikke at kunne være i kroppen, og det skal den heller ikke. Kroppen er i den. Sjælen ved, hvorfor den er her. Den ved det hele, så den snakker til dig, for at få dig til at forstå, at du er her mere end du tror. At du er mere og større end du tror. For at få dig til at forstå, at du lever i din krop, men du lever også omkring den. Hvordan føles det?

Mere frit. Men stadig mærkeligt at være til. Det hele bliver lidt “ligemeget”, føler jeg. Meningsløst.

Her er vi igen. Hvor vi startede. Du behøver ikke gå tilbage. Bare bliv her, hvor du er nu. Lige her, hvor du er nu. Hvor er du lige nu?

Her. I min krop. I Universet. I solen.

Jeg har lyst til at være et andet sted. I naturen. I community. Dét ønsker jeg at skabe. Fællesskab.

Jeg forstår, at når jeg rejser, er jeg fri. Men den rejse kan ske alle steder. Det behøver ikke blot være her. Min indre rejse er konstant igang. Og det er når, jeg ikke følger den, at jeg bliver låst. For så er jeg ude af sync med Universet, og dér føler min sjæl sig låst i kroppen, fordi den simpelthen ikke bevæger sig. Jeg er i konstant bevægelse. I konstant udvikling. I konstant bevidthedsudvidelse. Jeg kan blot være, uden at føle, at jeg skal være noget bestemt. For det bestemte ændrer sig også hele tiden. Jeg kan “bare” være - “bare” fordi det kan føles svært. Men hvordan kan jeg få det til at føles let? Her giver det mening igen. Jeg er her for at forstå lethedens tankeform, for det er den jeg er. Og selvfølgelig også den, jeg er kommet langt væk fra, for at genfinde min sandhed. Sådan fungerer det jo gerne. Vi glemmer for at huske. For at lære, hvad vi egentlig er. Jeg er let. Så let som ingenting. Så tung som alting. Men let i min tunghed. Tung i min lethed. Det er magi lige her. Det er det bare. Ikke “bare”, men bare. Bevæg dig. Se selv. Afsend energi. Nysgerrighed. Nysgerrighed er let, for den er ikke attatched til noget. Den er uvidende til den får vished. Den spørger til den forstår. Og så slipper den igen. For den er nysgerrig. I evig bevægelse. I et evigt slip. Den holder aldrig fast. For den er fri. Helt fri. Ligesom dig.