“Jeg kunne godt”

I weekenden sang jeg på et retreat. Fire sange var skrevet, og nu delt og sunget til kærligt modtagende hjerter. Min stemme smelter sammen med musikken, så det er svært at høre, om det er optaget eller sunget i virkeligheden. En kommentar jeg oftest - eller nærmest altid - får fra alle. Uafhængigt af hinanden. Det er en sjov oplevelse - for jeg ved jo godt, at jeg synger. Men når de ligger dér i savasana, så er det ikke til at vide for dem. For de ser det ikke. De lytter blot. Men de har en anelse om, at der synges live. Og live blev der sunget. Tre gange, hvor jeg virkelig følte mig tryg - stadig med et bankende hjerte, men tryg - fordi de lå med lukkede øjne, og det vidste jeg, at de ville blive ved med, når jeg var færdig. Den sidste og fjerde sang, jeg sang, var det dog som afslutning, og vi sad rundt om frokostbordet - jeg stående, og bad dem om at lukke øjnene. For jeg kunne mærke, at der var noget på spil, noget sårbarhed voksede ud af mig. Jeg sang. Igen for lukkede øjne, men denne gang vidste jeg, at når jeg var færdig, ville øjnene åbne sig og kigge på mig. Det føltes sårbart. Så da jeg var færdig, smuttede min krop afsted med mig. Det er spændende at observere kroppen, når den tror, at den er i fare. Jeg var bange for blikkene, bange for hvad jeg ville se. Så jeg ville hellere ikke se noget. De klappede. Jublede. Men jeg var smuttet indenfor. Det var okay. Det var det, jeg havde brug for. Men jeg kunne også have valgt at blive stående. Modtagende af deres dejlige kærlige øjne og feedback. Men jeg var bange for, at det modsatte ville ske. At skrive og synge betyder alt for mig ~ deri ligger mit formål, så det kan være sårbart at stille sig ud i lyset. Ud med lyset. Og skinne. Men jeg havde taget et valg. Et stærkt valg om at træde ud af min komfortzone. Det var og er næste skridt, og nu sidder jeg tilbage med en stolt følelse af; at have gjort ‘what I set out to do’, som det så fint blev bekræftet af det tarotkort, jeg trak i morges ~ ‘The World’. Det er en fed følelse. At træde derud, hvor det kan føles skræmmende. Men jeg gjorde det. Ikke for at gøre det perfekt, men for at gøre det. For mig. For at vise, at jeg godt kan. Og nu sidder jeg med et stolt hjerte, et hjerte med mod på mere ~ og også en kærlighed til den del, der bliver bange. Bange for at kunne miste det hele på én gang. Ved en lille fejl. Ikke at der nødvendigvis var en sådan. Men der var en frygt, og den må gerne være der, men den skal ikke styre mig. Jeg vil gå hjertets vej ~ ‘Hjertets Vej’, som også er titlen på min næste udgivelse. Jeg glæder mig til at dele den med jer. Stor kærlighed til jer, og alt I er. Der er plads til det hele. Men lad mig minde dig om, at der er gaver at hente uden for din komfortzone ~ aldrig har jeg trådt så meget ud af den, som i går. En lille ting for nogen, en stor ting for mig. Og sådan er det jo altid så forskelligt. Det vigtigste er, at vi gør dét, vores hjerte kalder på. For deri ligger der en frihed til at være den, vi er ment til at være. Og så er der altså bare noget, der falder på plads. I det ydre og i det indre. En kontrakt. En udlevet kontrakt. Og til jer, der var med i weekenden. Tak for alle jer. For at lytte med. For at dele jeres oplevelser med mig. Det betyder alverden, og det er blot en ekstra gave udover den, der ligger i at gøre det, man er kaldet til. Tak. Af hjertet - et dybt tak. Og et lettelsens suk. “Jeg kunne godt”.